Skriv i debatforum
Annuller indlæg
CB Nord kom aldrig i gang 29. oktober 2001.
FREDERIKSVÆRK: Allerede inden Privatradioklubben CB Nordsjælland (CB Nord) egentlig var kommet i gang, har initiativtagerne besluttet at droppe projektet på grund af dårlig respons.
I en tid, hvor et stigende antal etablerede privatradioklubber går på internettet med en hjemmeside, gjorde CB Nord tingene i modsat rækkefølge og lagde ud med en hjemmeside, http://www.cbnord.dk, allerede inden man havde klublokaler eller andre traditionelle faciliteter. Det var dog næppe det, der i sig selv var årsagen til, at projektet kom dårligt fra start. Fungerende formand Martin Thorvaldsen angiver da også en anden årsag, nemlig manglende opbakning i initiativtagernes eget lokalområde, trods det at der ellers er aktive privatradiofolk i området.
Ud over det kunne man forestille sig, at en del af årsagen var, at den hjemmeside, der var klubbens foreløbig eneste aktivitet, aldrig blev færdig. Hjemmesiden indeholder adskillige tomme underrubrikker, hvilket kan have gjort det svært for interesserede at se, hvad klubben egentlig ville arbejde med og stå for.
Klubben nåede kun at få syv medlemmer incl. initiativtagerne, men en imponerende detalje er, at klubben alligevel med sine medlemmer nåede at blive repræsenteret så forskellige steder som København, Skagen og Blåvand ved Esbjerg. |