Tysk computerlicens rammer walkiefolkTYSKLAND: Ligesom herhjemme bliver der også i Tyskland pr. 1. januar 2007 indført tv-licens på computere med internetadgang. Men måden, den tyske licens er skruet sammen på, kan blive dyr for de tyske walkiefolk og deres foreninger og klubber.
En tysk computerlicens svarer beløbsmæssigt kun til en tilsvarende radiolicens, og beløbet er derfor ikke nær så højt som herhjemme - 5,52 Euro om måneden eller knap 500 kr. om året mod lidt over 2.000 kr. om året i Danmark. Til gengæld kan en tysk forening nemt komme til at betale licens en hel del gange. En computer i en husstand er nemlig kun omfattet af husstandens tv-licens, så længe den udelukkende bruges privat. I det øjeblik, den bruges i foreningsøjemed, skal der betales separat licens for den.
Forestiller man sig, at fem bestyrelsesmedlemmer alle i et eller andet omfang benytter deres hjemme-pc til foreningsarbejdet, kan klubben eller foreningen altså efter nytår komme til at betale fem gange licens. Og har man internetadgang i sit klublokale, ryger der endnu en licens på her.
Dette gælder selvfølgelig ikke kun walkieforeninger, men også alle andre foreninger i Tyskland. Men i privatradiomiljøet peges der desuden på, at også f.eks. ubemandede internet/packet-gateways og tale-gateways (echolink) vil komme til at koste 500 kroner pr. styk om året i licens.
Tysk presse regner med, at foreningernes mange-gange-pc-licenspligt vil blive prøvet ved en domstol. 8. november 2006.
Klik her for at kommentere emnet i artiklen. |
|