IT- og Telestyrelsen nedlæggesDen nye regering har i forbindelse med sin tiltræden besluttet at foretage en række såkaldte ressortændringer. Af ændringerne følger bl.a., at IT- og Telestyrelsen under Videnskabsministeriet nedlægges, og at styrelsens opgaver splittes op og overføres til fire forskellige andre ministerier.
Ansvaret for administration af radiofrekvenser vil, sammen med ansvaret for tele- og internetregulering, fremover høre under Erhvervs- og Vækstministeriet.
Andre områder fordeles som følger: Sager vedrørende beskyttelse af kritisk it-struktur og statens varslingstjeneste for internettrusler, GovCert, overgår til Forsvarsministeriet. Finansministeriet overtager området for it-politik, herunder sager vedr. digital kommunikation med borgere og virksomheder, mens visse opgaver vedr. bl.a. it-modernisering og digitaliseringsmæssige forhold overgår til Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Formelt er IT- og Telestyrelsen allerede nedlagt nu. I praksis skal der i den kommende tid ske en fordeling af opgaver og medarbejdere fra IT- og Telestyrelsen til de modtagende ministerier.
IT- og Telestyrelsen blev dannet i 2002 ved en sammenlægning af Telestyrelsen og Statens Information og har omkring 300 ansatte. 8. oktober 2011.
Klik her for at kommentere emnet i artiklen. |
|