Schweiz afskaffer CB-licens, men kun delvistModsat herhjemme, hvor privatradio altid har kunnet benyttes licensfrit af alle og enhver, har man i Schweiz indtil nu skullet registrere sig hos telemyndigheden BAKOM (Bundesamt für Kommunikation) og betale en afgift for lovligt at kunne sende på 27 MHz. Samtidig fik man et kaldesignal tildelt af myndigheden.
Men fra 1. januar 2013 afskaffes denne licensordning for de brugere, der kun benytter walkien til almindelig talebrug. Bruger man radioen til packet eller anden form for datakommunikation, så skal man stadigvæk være registreret, betale afgift og benytte et tildelt kaldesignal. Det skriver funkmagazin.de.
Det var ellers blevet besluttet i CEPT-regi, at privatradio skal kunne benyttes i alle CEPT-landene uden nogen form for licens - en beslutning, der blev truffet i samme ombæring som beslutningen om at indføre AM og SSB. Men Schweiz gennemfører altså kun beslutningen delvist.
De schweiziske, registrerede privatradiobrugere fik i november brev fra myndighederne om, at de havde en måned til at afmelde licensen, hvis de ikke bruger radioen til datakommunikation og ikke vil opkræves for en ny periode.
Licensen koster 35 CHF (216 kr) i førstegangsoprettelse og gælder i fem år ad gangen, hvorefter en fornyelse koster 25 CHF (154 kr). 27. december 2012.
Klik her for at kommentere emnet i artiklen. |
|